Koncerttur til Sydfyn maj 2010

 

Frederikshavn Bykorts forårstur til Sydfyn 28. – 30. maj 2010                           
Som afslutning på sæsonen 2009 / 2010 tog Bykoret på weekend tur til Sydfyn.

Vi kørte i private biler og ankom til ”Hotel Svendborg” i løbet af fredagen. Nogle havde fri og var taget af sted om formiddagen andre om eftermiddagen efter arbejde.

Lørdag formiddag var der byrundtur i Svendborg med Gerdes søster Anni som guide. Vi fik hørt lidt om lokalhistorien og de fine gamle bygninger. En rigtig hyggelig by.

Der var ”korfestival” i byen og vi deltog med en koncert i ”Vor Frue Kirke”
kl. 12.30. Koncerten gik fint, dog ville vi gerne, der havde været lidt flere tilhører.

Lørdag eftermiddag havde Helle tilrettelagt en tur til Tåsinge. Vi kørte gennem Troense til Valdemar Slot, derfra forbi Ambrosius Egen, der er plantet omkring år 16oo og har en omkreds på 7,30 m. Videre til Bregninge Kirke med den flotte
udsigt fra kirketårnet, gennem Nørreskoven og afsluttede på Landet Kirkegård ved Elvira Madigan og Sixten Sparres gravsteder. En rigtig fin og smuk tur.

Om aftenen var der ”korhyggeaften” på hotellet. Vi fik en dejlig 2 retters middag og bagefter blev stemmebåndende rørt.

Søndag kl. 9.00 var der afgang til Fåborg. Vi kørte gennem det smukke landskab
og gjorde holdt ved ”Holstenshus”, for få samling på ”tropperne”.

I Fåborg blev vi mødt af ”Pigerne fra Fyn”, vores veninder der var med på turen til Polen i 2009. Her fik vi også en lille guidet rundtur i den hyggelige by, inden vi skulle videre til Svanninge Kirke, hvor vi skulle give koncert kl. 14.00.

Det blev en fin koncert med et dejligt stort publikum. Med denne koncert tog vi
også ”afsked” med Rikke Kursch, der efter 10 år som korets dirigent har lyst til at søge nye udfordringer.
Som akkompagnatør havde vi Ivan Høiberg med, korets kommende dirigent.

Det var en rigtig god tur med mange fine oplevelser.

 

 

 

 

 

Kontakt  I  Interne rygter og nyheder

© Lisbeth Derry